Lige uden for Stensballe-bydelen i Horsens Kommune på nordsiden af Horsens Fjord ligger det stærkt kuperede og åbne landskab, som i folkemunde kaldes Bjergene. Det er nu fredet og beskyttet imod byggeri, så offentligheden altid vil have dette smukke stykke natur som rekreativt åndehul tæt på byen, oplyser Lillian Sørensen, der er formand i DN Horsens:

 

- Det er en gave at have så smukt og unikt et naturområde klods op ad byen. Vi glæder os over, at det nu er sikret til glæde for horsensborgerne - nu og i fremtiden. Kun få steder i landet finder man som her en så ren landskabelig æstetik med fine kig over smukke bløde bakker ud over fjorden.

Mere sammenhængene natur
Området, der nu er fredet, støder til den ene side op til den eksisterende fredning, Søvind, som i 1974 blev pålagt en restriktiv beskyttelse netop på grund af de store landskabelige værdier, som Søvind deler med Bjergene ved Stensballe, fortæller Lillian Sørensen:
- Allerede dengang anerkendte man områdets meget store landskabelige værdier, og der var endda planer om, at området skulle indgå som led i en samlet naturpark langs Horsens Fjords nordside fra Stensballe Gods i vest og helt ud til Gylling Næs i øst. Desværre gik man ikke videre med fredningsplanerne, hvilket har medført, at der inden for de seneste år blandt andet er etableret en stor golfbane ned til fjorden.

Fredningen af Stensballe i korte træk
Bjergene omfatter en række landbrugsejendomme og få enfamiliehuse, og arealernes drift er korn og græsning. Fredningen beskytter landskabet imod mere byggeri, medmindre det er landbrugsbyggeri i relation til landbrugsdriften på landbrugsejendommene i området. Samtidig er der kommet restriktioner på beplantningen, så der ikke i fremtiden må dyrkes juletræer, energipil og andet, som vil forhindre udsigten i det smukke landskab.

Gå på opdagelse i istidens smukke Bjerge
Med fredningen bliver det i fremtiden også muligt at bevæge sig gennem området ad nye stier, der sammenbinder eksisterende stier, der tidligere endte blindt. Konkret betyder det, at man vil kunne gå fra Bjergene langs skovkanten ind til Haldrup Fælled og fange Haldrup Skovvej, og derfra gå videre til Troldumhøjvej, der leder op til landsbyen Haldrup.
Bjergenes markante bakker er randmoræne, som er dannet i slutningen af sidste istid. De store gletsjere fra nordøst og sydøst som først møblerede rundt på landskabet, når gletsjerne skubbede sig fremad, og senere når de smeltede blev til smeltevandsfloder, der førte sten, grus, sand og ler med sig. Det er de kuperede og karakteristiske landskaber vi i dag nyder for den store landskabelige skønhed.