Høringssvar

Grusgravning i Sdr. Vissing Bjerge

Nord for Sdr. Vissing ligger et bakket skovområde med store naturkvaliteter, kendt som Sdr. Vissing Bjerge. Lidt længere mod nord ligger Dansand A/S' grusgrav ved Addit. Dansand ønsker at udvide sin sandproduktion ved at inddrage dele af skoven til gravning. Dette ønske er blevet en del af Region Midts Råstofplan 2020.
En del lokale beboere er imod denne plan, som stridende mod særlige naturinteresser. Fra vores side er der gjort indsigelser ved høring og ved klage efter planens vedtagelse.

Da Region Midt skal forny regionens råstofplan i 2020 åbnes høringer herom. Fra Dansand A/S kommer et ønske om at udvide sin eksisterende grusgravning ved Addit med et 53 ha. stort område benævnt Addit Syd i Sdr. Vissing Bjerges natur. 

Grusgrav ved Addit

Dette medfører protester fra en aktiv borgergruppe i Sdr. Vissing. Gruppen kan følges både på Facebook og på gruppens hjemmeside. Vi har snakket sammen med gruppen om vores respektive initiativer.

DN Horsens indsender i august 2020 et høringssvar til råstofplanen, hvori vi problematiserer planens indvirken på natur- og landskabsværdier. 

På baggrund af det samlede høringsresultat beslutter Region Midt at reducere området Addit Syd til 24 ha. i råstofplanen, som bliver endeligt vedtaget i juni 2021. 

I DN er vi stadig ikke glade for planen, og indsender klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet.  Vi afventer afgørelse fra nævnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet er en uafhængig, domstolslignende klageinstans indenfor natur-, miljø-, landbrug-, fiskeri- og fødevareområdet.

Nævnet har senest opgjort sin gennemsnitlige sagsbehandlingstid til 8,5 måneder.

Overvejelser om fredning

Muligheden for at frede området har været diskuteret både hos os og i kommunen. Fra DN's side er vurderingen, at da råstofplanen er vedtaget, kan fredningserstatningers størrelse komme til at stå i vejen for en fredning. I Horsens Kommune har muligheden været undersøgt*, men vi kender ikke den endelige konklusion.
Da der er klaget over råstofplanen, kan den eller dele af den i teorien blive omstødt, hvorved fredningsbestræbelser igen kan blive aktuelle.

*) Se Byrådsmøde 23.8.21 pkt. 16

Panorama med gravhøj vest for Sdr. Vissing