Seneste informationer fra Havbrugsgruppen

SF har indklaget regeringens havbrugspakke til EU. Klagen er accepteret til behandling, så så langt så godt! Den lokale SF-afdeling opfordrer til at bakke op om klagen ved en underskriftsafstemning i EU-systemet. Den ikke helt enkle procedure fremgår af dette brev fra SF's Kommunalbestyrelsesmedlem i Hedensted Torsten Sonne Petersen.

Hejsa
I forlængelse af det fine møde om havbrug i Hedenstedcentret sender jeg hermed en opfordring til at støtte SFs klage til EU vedr. regeringen og DFs beslutning om havbrug.
Se evt omtale i Horsens Folkeblad: http://hsfo.dk/artikel/120152

Jeg håber meget at I dels vil skrive under, dels vil påvirke jeres netværk til at gøre det samme.

Vejledning til underskrift kommer her. Det kan gøres på få minutter:

Regeringen har sammen med DF besluttet at lave flere havbrug i Kattegat og lade de eksisterende forurene endnu mere.

Det ødelægger vores miljø og er i strid med EU-retten ☠️

Derfor har tre SF kommunalpolitikere klaget til Europaparlamentets borgerklageudvalg, som enstemmigt har sendt den videre til Kommissionen. Det betyder sagen bliver hastebehandlet og at Kommissionen skal tage sagen op med den danske regering.

Proceduren er en smule omstændig, men det har stor betydning for vores havmiljø

SÅDAN GØR DU:
1. Tryk på linket: https://petiport.secure.europarl.europa.eu/petitions/en/registration/register#registerFrm

Bliv registreret som bruger ved at udfylde formen på linket
Inden for kort tid modtager du to emails, der bekræfter, at du er registreret.
Herefter kan du bruge dit login til at underskrive klage nr. 0578 på følgende link:
https://petiport.secure.europarl.europa.eu/.../Petition%2BNo%...
Du modtager bekræftelse på din støtte.
Gode hilsner

Lakselus

Der foreligger nu en samlet rapport for risikoen for, at havbrug kan befordre udbredelsen af lakselus med mulige skade for vilde ørred- og laksebestande. Under diskussioner i Folketingets Miljøudvalg i forsommeren viste det sig, at DTU og Københavns Universisets eksperter var uenige om risikoen, så de er blevet bedt om en fælles rapport.
Læs mere her

Afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet om tangkulturanlæg ved Hjarnø Hage

Afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet vælger udelukkende at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en konsekvensanalyse ved forlængelsen af tangbruget.
Nævnet finder ikke, at Kystdirektoratet har forholdt sig til udpegningsgrundlaget for Natura2000-området, og at det ikke er i orden at give tilladelse mod efterfølgende at undersøge for skadevirkninger - det er i strid med forsigtighedsprincippet.
En konsekvensanalyse skal basere sig på det bedst mulige vidensgrundlag, der skal derfor udarbejdes en VVM-redegørelse, der tillige tager den kumulative effekt af de øvrige brug og indgreb i området med.
Kystdirektoratets tilladelse til forlængelse af tangbruget er bortfaldet, men der står ikke noget udtrykkeligt, om det så skal fjernes eller om det kan blive liggende under den fornyede sagsbehandling - formentlig kan det blive liggende i kraft af den oprindelige tilladelse fra 2011, som ikke blev indklaget i sin tid, og som derfor er gældende (selv om også den burde have hvilet på VVM-redegørelse og konsekvensvurdering). Det kan hævdes, at den var tidsbegrænset og er udløbet.
En konsekvensvurdering behøver ikke at betyde, at tangbrugets dage er talte, men overliggeren er flyttet ganske væsentligt højere op.

Læs afgørelsen her

Meddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet

Bred enighed om nye muligheder for havbrugsproduktion

Regeringen åbner sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for mere havbrugsproduktion i danske farvande ved at give mulighed for miljøgodkendelser med krav om kompensation. Dermed kan den danske akvakultursektor bedre imødekomme den stigende efterspørgsel.

juni 2017
Regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er netop blevet enige om at give mulighed for at øge havbrugsproduktionen i Danmark, når det sker på en miljømæssig forsvarlig måde. Fremover vil der nemlig kunne gives miljøgodkendelser med krav til havbrugsvirksomhederne om, at de skal fjerne næringsstoffer (kvælstof og fosfor) fra havmiljøet, hvor dette er nødvendigt af hensyn til vandmiljøet.

Vi har haft en lang og god debat i Folketinget, og vi har fået afdækket en række emner, som knytter sig til havbrugsproduktion. Jeg er glad for, at der nu er bred enighed om at skabe mulighed for flere havbrug i Danmark. Vi har en klar ambition om, at Danmark skal have del i det voksende verdensmarked for akvakultur, samtidig med at vi sikrer balancen mellem vækst i havbrugsproduktionen og beskyttelse af havmiljøet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Muslinger fjerner næringsstoffer

Havbrug kan fremover kompensere for merudledning af næringsstoffer ved f.eks. at opdrætte muslinger. Muslinger spiser plankton, og derfor fjernes næringsstoffer fra havet, når man høster muslingerne.

Næste skridt er at få lavet den bekendtgørelse, der skal fastsætte de nærmere regler for miljøgodkendelse af havbrug med kompenserende marine virkemidler. Dette vil give havbrugerne bedre mulighed for at øge produktionen og producere flere fisk af høj kvalitet til forbrugerne., siger Esben Lunde Larsen.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har i forbindelse med lovbehandlingen indgået en aftale, der nærmere fastlægger, hvordan miljøhensyn sikres i forbindelse med godkendelse af havbrug, som benytter kompenserende marine virkemidler.

Fakta om de kommende regler:

· Loven skaber hjemmel til at udstede regler, som gør det muligt at godkende havbrug med kompenserende marine virkemidler.

· Kravene til placering og omfang af kompenserende marine virkemidler vil afhænge af det konkrete havbrugs størrelse og beliggenhed samt af hav- og kystområdets miljømæssige råderum.

· Effekten af de kompenserende marine virkemidler (f.eks. muslinger) skal beregnes konservativt for at sikre, at der opnås den nødvendige reduktion af næringsstoffer i vandmiljøet.

· Der indføres krav om egenkontrol og tilsyn med havbrugenes kompenserende marine virkemidler, som skal dokumentere en tilstrækkelig fjernelse af næringsstoffer.

· Kompenserende anlæg skal placeres, hvor anlægget har den største miljømæssige effekt i forhold til fjernelse af næringsstoffer fra det eller de relevante kystvande eller havområder.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet, Jonatan Lykke-Olesen, tlf. 9359 7082, e-mail: jolyk@mfvm.dk

Kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet, Tejs Binderup, tlf. 2257 7142, e-mail: tebi@mfvm.dk