Hvad laver bestyrelsen
Bestyrelsen holder møde ti gange om året. Men der sker også meget andet.Bestyrelsen på tur for at besigtige områder, der berøres af Horsens Kommunes Trafikplan 2030, men også for at finde sammenhængende natur til det grønne Danmarkskort. Vores natur gennemskæres som her af veje, men til højre for billedet ligger Dallerup Sø som en del af et kompleks af spændende natur.
DN - på to ben
Det, der er ganske specielt ved Danmarks Naturfredningsforening (DN) er, at foreningen har en professionel del såvel som en frivillig del.
Den professionelle del består af ca. 50 ansatte, der sørger for en overordnet og fagligt baseret sagsbehandling, samt at foreningen placerer sine fingeraftryk så mange steder som muligt i samfundet.
Men den frivillige del er ligeså vigtig. I Horsens Kommune har foreningens medlemmer valgt 9 mennesker til en bestyrelse, der holder øje med natur og miljø i kommunen.
Næsten året igennem mødes bestyrelsen en gang om måneden for at afstikke linjen og forholde sig til særlige problemer. I bestyrelsen er der mange fag- og samfundsgrupper repræsenteret, og arbejdet foregår med den sunde fornuft som redskab og foreningens generelle holdninger som sigtelinjer. Imellem møderne og via foreningens eget intranet, holder bestyrelsesmedlemmerne øje med sager, der i en lind strøm bliver sendt bl.a. fra kommunen til foreningen. Foreningen har nemlig retten til at gøre indsigelse mod en række sagstyper. Selvom der på årsplan er mange tusinde sager, der sendes til foreningen, er det blot ganske få procent, der bliver gjort indsigelser imod.